Grøn hverdag #6

Categories Nøjsomhed
  • Som jeg skrev om forleden, har jeg fået repareret en bunke tøj. Det giver simpelthen så god mening for mig at reparere i stedet for at købe nyt.
  • Vi har spist rester fra fryseren. De var ikke så kedelige som jeg havde bildt mig selv ind, og det var utroligt rart med en aften helt uden madlavning og dertilhørende oprydning.
  • Jeg har fyldt fryseren med disse tynde pind-is fra Fakta’s 365 økologi. De er simpelthen så gode! Jeg leder efter dem her fra Urtekram, som engang tit var at få i Netto, men som jeg nu ikke har set længe. De vil også gerne bo i min fryser (og i min mave..) snart. Jeg kunne godt tænke mig at lave lækre frugtis selv til sommer, men indtil videre er jeg glad for gode øko-købe-is i stedet.
  • Jonas fra Hymns From Nineveh spillede i Helligåndskirken søndag aften, og entreen var sølle 50 kr. Vi bliver bedre og bedre til at bruge de arrangementer, der er i byen, og det giver så god mening for mig at komme ud, opleve noget og møde mennesker med andre perspektiver på tilværelsen. Koncerten var helt fantastisk og i dag kører musikken på repeat i høretelefonerne på læsesalen.
  • Vi var til en fantastisk barnedåb, hvor forældrene havde besluttet at holde sammenskudsgilde i stedet for at ønske sig gaver. Der er noget særligt ved en fest, hvor alle tager ansvar for at fylde bordet med dejlig mad, og hvor mange har gjort sig umage med dét, de har med. Jeg bagte chokoladekager med saltkaramel-ganache og pyntede dem med blomster fra haven og rød skovsyre fra vindueskarmen
  • Min søster og jeg har holdt frøbytte-dag, så nu er forspiringen sat igang med massevis af sjove frø. De står i et lille drivhus fra IKEA, som jeg fik i fødselsdagsgave, og både salat og tallerkensmækkere har det fantastisk. I køkkenvinduet er de første kimblade på tomaterne på vej op. FlyingTiger har en del forskellige økologiske frø til en absolut god pris. Jeg har også købt nogen ved selvforsyningibyen.dk, blandt andet tomater, aubergine og jordbærmajs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *