Haven lige nu

Categories Haven

Vores have er lille og helt ny. Da vi først flyttede ind i december, har vi endnu ingen anelse om hvad der egentlig er i bedene eller hvor solen står på en sommerdag. Selvom mange kloge havefolk anbefaler at man det første år med en ny have slår koldt vand i blodet og følger naturen, så man lærer haven at kende inden man anlægger bede og genskaber hele haven, så kommer vi altså til at gøre en masse i år. Jeg kan simpelthen ikke vente!

Der er anlagt en fin terrasse ud for havedøren fra stuen. Den skal indrettes med havemøbler, grill og deslige når tiden kommer, men lige nu er den mest bare sørgelige fliser og nedfaldne blade. Der er allerede plantet lidt krukker til med krydderurter og bærbuske, som nu står og pynter og minder os om, at det meget snart er rigtigt havevejr!

Det store bed har været fyldt med erantis og vintergækker, og jeg kan se at der er mange andre ting på vej op, som endnu ikke er identificeret. I bedet står et par hortensia, og vistnok et valnøddetræ. Der står et par buske, der godt kunne være solbær og stikkelsbær, og måske der også står en blåbær. Det kan også være (i mine øjne) mere ligegyldige stauder, men det må tiden vise. Jeg har plantet en forkvaklet julerose ud bagerst i bedet, med håb om at den liver op igen til næste vinter.

Den nederste del af dette bed, ned mod terrassen, har vi planer om skal fyldes med krydderurter. Så er de tæt på køkkenet, og her vil de få både sol og opmærksomhed. Lige nu er krydderurterne dog i potter, så vi ikke raserer alle de fine erantisser (og hvad der ellers er) inden de har fået en chance for at argumentere for deres eksistens.

Det lille bed har fire rhodondendroner. Jeg synes helt ærligt det er en temmelig kedelig plante, som den står med sine stive blade og småvulgære blomster. Den egner sig glimrende til offentlige parker og til store haver, men på vores lillebitte frimærke synes jeg nok at fire styks er lige til den gode side. Så måske vi flytter nogen af dem, enten så de står tættere på hinanden eller hjem til mine forældres rhodondendronbed. Så kan vi få plads til flere blåbær, som jeg gætter på vil trives i dét, jeg formoder er ret sur jord.

Med til havetankerne lige nu hører også forspiringen. Vi har fået en masse frø i indflyttergave af gode venner og jeg har købt en smule, der er sat til forspiring i et lille indendørs drivhus. Senere skal der laves højbede, men det kræver vist et andet indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *