Grøn hverdag #3

Categories Nøjsomhed

Puh, hvad har vi egentlig gjort af gode, grønne ting i denne uge? Nogengange er det lidt svært at komme i tanke om – måske fordi det er blevet faste vaner, måske fordi der ikke har været så meget fokus på det som man kunne ønske..

  • Jeg har for alvor fået øjnene op for fermenteringens verden. Siden nytår har jeg brygget kombucha, og det er jeg godt nok voldsomt begejstret for. I denne uge fik jeg sat en portion kraut over og jeg fandt en pose økologiske beder på et drøngodt tilbud i brugsen i går, som jeg også tænker skal fermenteres. Jeg håber jeg kan få en god rutine med både at lave og spise de fermenterede grøntsager, for det er sundhedsmæssigt og miljømæssigt en voldsomt praktisk måde at få grøntsager til at holde længe.
  • Affaldssortering kan få mig helt op og ringe. Wauw, det er fedt at se kompostspanden få mere og mere indhold og vide at det på et tidspunkt bliver til godt muld. Der hvor vi bor er der rigtigt gode muligheder for at sortere skrald, så både plastik, metal, glas, pap, papir og batterier kan vi komme af med lige udenfor døren. Det gør det simpelthen så nemt, og jeg bliver glad hvergang vi oftere tømmer genanvendelses-spanden end husholdningsaffaldet.
  • Vi lavede “fattigmandssushi” af grønsagsrester fra køleskabet i går, tilsat en pose rejer og avokado fra supermarkedet. Jeg forestiller mig ikke at hverken rejer eller avo er særligt “grøn”, men det var godt at få brugt nogle rester fra grøntsagsskuffen og skabene, så det ikke går til, og vi sparede en del penge ved at gøre det på denne måde, når jeg nu temmeligt permanent har lyst til sushi. Og i aften er der rester 🙂
  • Forleden gik det op for mig, at jeg har brugt strikkede “vat”rondeller i omkring 1,5 år nu, og det virker virkelig for mig. De er strikket af bomuldsgarn i små firkanter. Nogen har jeg testet mønstre på, andre er bare retstrik. Jeg fjerner min mascara med mandelolie, og bagefter ryger vatrondellen i en vaskepose, der hænger lige ved vasken. Når vi vasker håndklæder, ryger vaskeposen bare med i maskinen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *