Hvorfor drømmer jeg om en grøn hverdag?

Categories Nøjsomhed

At bestræbe sig på en grønnere hverdag har mange forskellige motivationer for mig. Den største motivation for mig er, at jeg simpelthen ikke synes det giver mening at gøre andet end at forsøge at leve så grønt som muligt. Når jeg ser på de børn, der er i vores omgangskreds, kan jeg simpelthen ikke få mig selv til ikke at gøre mit allerbedste for at give dem så god en verden som overhovedet muligt, og det betyder at jeg ser det som mit og vores ansvar at gøre alt hvad vi kan for at rette op på de dårlige beslutninger der blev truffet i de seneste årtier. Vi har fået en generationsgave, der indeholder et ekstremt overforbrug og en manglende forståelse for hvor produkter kommer fra, og det vil jeg simpelthen ikke give videre til de næste generationer.

Dernæst tror jeg på at det er sundere for mig, helt egoistisk, at leve så grønt som muligt. Kræftsygdomme, allergier og medfødte mutationer knytter sig alt sammen op på det vi omgiver os med og putter i munden, og jeg vil gerne undgå så meget som muligt af det skidt. I min familie synes jeg allerede vi har taget vores del af dårligdomme, så alt hvad jeg kan begrænse herfra vil jeg begrænse. Desuden er der slet ingen tvivl om at mit humør bliver så utroligt meget bedre når jeg omgiver mig med grønne vaner.

Til sidst tror jeg at det sparer mig for rigtigt mange penge og giver mig en helt anden frihed at leve grønnere. Grønt betyder også minimalistisk og med forståelse for kvalitet, og selvom det enkelte stykke tøj koster mere, tror jeg på at det på den lange bane er en god forretning at købe ordentligt og passe på sine ting. Jeg er ikke udpræget minimalistisk (tværtimod faktisk..), men det gør noget godt for mig når jeg får noget nyt ud af det jeg allerede har og når jeg sparer mig selv for turene i butikker. Jeg er virkelig ikke særligt vild med butik-musik, lange køer af utålmodige kunder og ekspedienter, der gerne vil sælge mig ting jeg slet, slet ikke har brug for. Den økonomiske frihed gør at jeg føler mig tryg, og det giver os mulighed for at gå ud og spise, tage i teateret eller rejse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *